| Tip en ven | Bookmark |
Prisfald
Realkreditrådets boligmarkedsstatistik for 3. kvartal 2011 bekræfter, hvad vi egentlig godt vidste i forvejen, nemlig at det fortsat er et meget svært boligmarked, hvor priserne er under pres, og hvor der gennemføres ekstremt få handler.
Prisfald - også i Trekantområdet
Efter at have holdt et nogenlunde stabilt niveau i en periode er der igen prisfald at spore i et godt HJEM's markedsområde. Handelspriserne afspejler i høj grad konsekvenserne af det meget store udbud kombineret med ualmindeligt tilbageholdende købere. Vores område har oplevet et generelt fald i forhold til seneste kvartal på mellem 4% og 6%, dog med visse afvigelser. Der er meget få handler, og det er med til at gøre datagrundlaget noget spinkelt i nogle områder. Eksempelvis har der været en stigning på 3,75% i priserne i Hedensted, men da det er baseret på blot 5 gennemførte handler i 3. kvartal, giver det selvsagt et noget usikkert billede af den faktiske situation.
Faldende udbud af boliger
Udbuddet er faldet de seneste måneder, hvilket alt andet lige er med til at skabe en bedre balance i markedet. Årsagen er primært, at der er en del, som vælger at stoppe salgsforløbet, fordi de opgiver at få solgt til den ønskede pris. Desuden er der færre nye sælgere end vanligt, der vælger at prøve lykken - måske påvirket af den negative omtale af boligmarkedet. Der er også mange, der, når de får vurderingen fra ejendomsmægleren, må konstatere, at der ikke er meget overskud at hente ved et salg. Faktisk er der ligefrem underskud i omkring halvdelen af vores salgsvurderinger i øjeblikket, og det får rigtig mange til at afholde sig fra at sætte salgsprocessen i gang. Dette er vel naturligt nok - at der skal en meget god grund til at sælge, hvis man står tilbage med resterne at et boliglån efter et gennemført salg.
Få købere slår til
Igen i 3. kvartal er der gennemført meget få handler i forhold til det "normale" niveau. Normalt er der i disse måneder rigtig god aktivitet, men i år har vi set et kraftigt fald i forhold til det i forvejen svage 1. halvår. Kun perioden omkring finanskrisens udbrud har været på et lavere niveau, og lige nu kan det være lidt svært at få øje på, hvornår markedet løfter sig igen.
Med et historisk lavt renteniveau og en fortsat ikke alt for høj arbejdsløshed, kan det måske undre, at køberne er SÅ tilbageholdende, som tilfældet er. Hovedårsagen er usikkerhed om fremtiden. Dagligt kan man læse om krise i Euroland, faldende vækst, udsigt til stigende arbejdsløshed og boligpriser, der skal falde i årene fremover. Kombineret med at mange potentielle købere ikke kan komme af med deres nuværende bolig uden tab, er det med til at forklare, hvorfor aktivitetsniveauet er så lavt.
Jeg vil ikke spå om udviklingen på kort sigt, blot konstatere, at der lige nu er langt færre familier, der flytter, end hvad der er "normalt" set i et historisk perspektiv. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at vi på et tidspunkt vil se flere bolighandler, og dermed mere balance i markedet. Inden vi kommer så langt, tror jeg dog, at vi vil se yderligere prisfald, og derfor er rådet her fra, at man som sælger fra start får udbudt sin bolig til en realistisk pris. Det har vi altid bestræbt os på hos et godt HJEM, og i dag er det vigtigere end nogensinde.
Kontakt et godt HJEM - klik her