| Tip en ven | Bookmark |
Realistiske sælgere vinder
Konkurrencen om at få afsat huse og lejligheder på det nuværende boligmarked er knivskarp, og mange sælgere føler sig nødsagede til at sænke prisen på deres boliger.
Men valgte sælgerne i stedet at sætte en skarp pris fra starten, kunne de både opnå en højere salgspris og tilmed komme af med deres boliger markant hurtigere. Det viser en ny analyse fra Boliga.dk, der er Danmarks største uafhængige boligside på nettet.
Analysen tager udgangspunkt i over 22.000 hus-salg og 6.500 lejligheds-salg siden 1. januar 2010, og tallene viser, at huse uden prisfald i udbudsperioden i snit er blevet solgt efter 89 dage og lejligheder efter 83 dage.
Huse og lejligheder, der er blevet sat ned i pris, mens de var på markedet, har til gengæld haft betydeligt længere gennemsnitlige salgstider, henholdsvis på 302 og 238 dage.
Gevinst: 1.164 kr.
Samtidig er der kontante fordele ved at starte med en skarp udbudspris.
Analysen viser, at ikke-prisnedsatte villaer, der er blevet solgt siden 2010, kom på markedet med en gennemsnitlig udbudspris på 15.350 kr. pr. kvadratmeter, og endte efter forhandlingen med køberen med at blive solgt for 14.508 kr. pr. kvadratmeter.
De villaer, der var gennem en eller flere prisnedsættelser i løbet af udbudsperioden, startede med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 15.968 kr. og endte efter prisnedslag og forhandling med at blive afsat for 13.344 kr. pr. kvadratmeter.
Altså en kvadratmeterpris, der var 1.164 kr. under hvad de ikke-prisnedsatte boliger blev afsat for.
- I et godt HJEM har vi ikke foretaget en lignende beregning på vores handlere, men ligesom Boliga.dk, mener vi, at de realistiske boligpriser giver en kortere salgsperiode. Samtidig er det også vores opfattelse, at en skarp pris fra starten giver en bedre pris i den sidste ende, udtaler Bo Harder, der er direktør i et godt HJEM.
Mere gennemskueligt
At boligkøberne kaster deres kærlighed på de skarpt pris-satte boliger kommer ikke som en overraskelse for Heidi Boye, som er ekstern lektor på CBS og forbrugerspecialist på Mediabureauet OMD.
- Mange mennesker orker ikke at forhandle. Det ligger ikke til vores kultur, de ved ikke, om de får det, de betaler for, og selvom man forhandler lidt mere på boligmarkedet end andre steder, er det stadig et marked, som er meget komplekst.
Derfor vil en forbruger ofte vælge det, man kan gennemskue og forholde sig til.
Så hvis man kan se, at en bolig er lavere prissat, vil mange vælge den løsning, fordi det virker mere gennemskueligt, og fordi man føler, at man ikke bliver snydt, siger Heidi Boye.
- I det boligmarked som vi oplever netop nu, kan det være en udfordring altid, at ramme den præcise salgspris, men i et godt HJEM gør vi vores bedste hver gang, forsikrer direktør Bo Harder.