| Tip en ven | Bookmark |
Højsæsonen for boligsalg
Boligsælgerne bør i den kommende tid krydse fingre for, at 2011 bliver et år som alle andre år.
Følger handelsaktiviteten de seneste 10 års mønster, er der nemlig udsigt til, at det rekordstore udbud af boliger bliver formindsket i den næste måneds tid.
En ny undersøgelse foretaget af Boliga viser nemlig, at juni klart er den måned, hvor flest huse, ejerlejligheder og fritidshuse skifter hænder.
Siden år 2000 er antallet af salg i den første sommermåned, ifølge analysen, kun overgået en enkelt gang tidligere, i april 2008, hvor de følgende måneders boligsalg var påvirket af meldingerne om et forestående finansielt nedbrud.
Samlet set bliver over 10 procent af alle bolighandler foretaget i juni, mens tallet i juli falder til omkring 8 procent.
Sælgere, der venter med at sætte huset til salg til vinteren, har til gengæld dårligere chancer for at komme af med huset eller lejligheden. Ifølge Boliga udgør antallet af boligsalg i december og januar nemlig henholdsvis 6 og 7 procent af det samlede antal salg i løbet af et helt år.